Ny forperson for Programudvalget

Ny forperson for Programudvalget

Fotocredit: Agnete Schlichtkrull, DR.

Dorte Høeg Brask ny forperson for Copenhagen TV Festivals programudvalg

Copenhagen TV Festivals Executive udvalg har valgt Dorte Høeg Brask som ny forperson for programudvalget, og hun har takket ja.

 

Det er en stor ære at få posten som forperson for Copenhagen TV Festivals programudvalg, der består af så mange dygtige og skarpe mennesker fra den danske tv-branche. Det udsyn og den inspiration som festivalen hvert år tilbyder, er så vigtig. I en tid med øget pres udefra og i en stærk konkurrerende streaming virkelighed, glæder jeg mig især til at bidrage til, hvordan vi forsat kan øge kvaliteten og styrken af den danske tv-branchens fortællinger

Dorte Høeg Brask, redaktør TV 2 Play Indhold

 

Dorte Høeg Brask overtager rollen som forperson for programudvalget efter programdirektør og partner hos STV, Maria Thastum, som har siddet på posten de sidste to år. Dorte Høeg Brask har selv været en del af programudvalget hos Copenhagen TV Festival de seneste to år, og hun har derfor indgående kendskab til programudvalgets arbejde og udvikling. Som forperson sidder hun på posten i yderligere to år og indtræder nu i festivalens programledelse, som også består af festivalens redaktør og direktør.

 

Dorte Høeg Brask har en finger på pulsen i forhold til, hvad der virker på streaming, og det er netop én af grundene til, at vi i Executive Udvalget har peget på hende. Jeg glæder mig til samarbejdet med Dorte om festivalprogrammet de næste to år.

Mette Sig, festivaldirektør hos Copenhagen TV Festival.

 

Om Copenhagen TV Festivals Programudvalg
Copenhagen TV Festival ser det som helt afgørende, at hele branchen er repræsenteret og engageret i festivalprogrammet. Hvert år udpeger programledelsen nye medlemmer til programudvalget, som er med til at udvikle ideer og producere ca. en tredjedel af Copenhagen TV Festivals program. Hvert medlem kan sidde i 2 år. Programudvalget består af fagpersoner fra produktionsmiljøet og tv-stationerne. Resten af programmet udvikles og produceres af Copenhagen TV Festivals redaktion.

 

Om Executive udvalget
Executive udvalget er Copenhagen TV Festival øverste udvalg. Udvalget træffer beslutninger omkring de overordnede strategier og udviklingsplaner for Copenhagen TV Festival. Udvalget udnævner derudover hvert andet år en ny formand for Copenhagen TV Festivals programudvalg.