Sessions

Sessions

Dramadok’en har ramt Danmark

I jagten på streaming-publikummet efterspørger stort set alle kanaler og platforme genrehybrider – fortællinger der leger med formen, overrasker og fastholder seeren fra første til sidste minut. Dramadok’en – den dramatiserede dokumentar, der låner greb fra fiktionen – er en stor genre internationalt på streamingtjenesterne og vinder nu for alvor frem på dansk tv. Men hvad er det, den kan, og hvad skal der til for at lykkes med genren? Mød folkene bag tre nye dramadoks.

Denne session er tilrettelagt af programudvalgsmedlemmerne Ulla Kayano Hoff, Udviklingsredaktør hos Mastiff samt Erik Struve Hansen, Redaktionschef, DR Ung TV.

Mød folkene bag tre nye, originale og roste dramadoks, som adskiller sig fra hinanden i forhold til indhold, stil og budget. I den historiske dokumentar Min fars krig, bruger instruktøren bag rekonstruktioner med skuespillere, og har lavet en historie med et dybt personligt udgangspunkt. I den reportagebårne serie Pludselig boede jeg hos Sussi og Leo ”spiller” hovedpersonerne både sig selv og er sig selv i et mix af scener. Vi skal også bagom Den utrolige historie om Alexander Blomqvist, hvor den unge hovedperson spiller sig selv i rekonstruerede scener af egne løgnehistorier.

Vi kommer hele vejen rundt om programmerne: Fra ideudviklingen, og hvor inspirationen kommer fra, til selve produktionen og hvordan man kan gribe den an, så det bliver muligt at producere, uden at budgettet stikker helt af. Og hvordan forholder skaberne sig til de etiske overvejelser omkring, hvor snittet skal skæres mellem fakta og fiktion?