Sessions

Sessions

Ind i lyduniverset på The Cave

Den dansk-syrisk producerede dokumentarfilm The Cave modtog i september en Emmy for Bedste Dokumentar og var tidligere på året Oscar-nomineret til årets bedste dokumentar. På Copenhagen TV Festival kan du komme med ind i maskinrummet på dokumentarfilmen, der har haft et helt særligt lydarbejde.

I The Cave følger vi den ledende børnelæge Dr. Amani Ballour og hendes kollegaer, som alle arbejder i det underjordiske hospital i den belejrede bydel Al-Ghouta. En konstant kamp med daglige bombardementer, underskud af forsyninger og en overhængende trussel af kemiske angreb. 

The Cave er derfor en heftig film, som rammer dybt. Og det er ikke mindst en intens følelsesmæssig oplevelse, fordi folkene bag filmen ved hjælp af lydarbejdet har valgt at give seerne følelsen af selv at opholde sig i det underjordiske hospital. Lyden af krigen er konstant til stede og giver et brutalt indtryk af det ekstreme pres, hospitalspersonalet må arbejde under. 

Kom ind i maskinrummet på The Cave og bliv inspireret af filmens lyddesigner, Peter Albrechtsen, der har arbejdet med stor grundighed og alternative metoder for at skabe det helt rigtige lydunivers. Ved hjælp af forskellige eksempler og klip bliver dette et helt særligt indblik i et helt særligt lydarbejde. 

Foto credit: 'The Cave' - Danish Documentary