Sessions 2022

Sessions 2022

Scenen i stykker

Kom med ind i maskinrummet med nogle af de skarpeste hoveder i dansk film og tv, når en enkelt scene fra DR-serien "Carmen Curlers” dechifreres og afslører hvilke greb holdet bag brugte for at løfte en allerede god scene fra papiret til det færdigt klip.

Mød hovedforfatter Mette Heeno, Instruktør Josefine Kirkeskov Nielsen og klipper Sofie Marie Kristensen, når de i denne session diskuterer hvilke hårde beslutninger de tog, for at skære ind til benet og fortælle et periodedrama med filmisk finesse.

Serien foregår i perioden fra 1963-1969 og er frit inspireret af det virkelige erhvervseventyr om Carmen Curlers. Serien fortæller historien om, hvordan en lille elektronisk papillot blev til en verdensomspændende succes, som vendte op og ned på livet i en dansk provinsby i 60’erne. Det er samtidig historien om, hvordan tusindvis af kvinder gik fra at være hjemmegående husmødre til pludselig at være del af et pulserende arbejdsliv.

Denne session er tilrettelagt af Nikolaj Feifer og Mads Grage fra Copenhagen TV Festivals programudvalg