Er gaming TV’s død? TV-branchen har nok set faren, men har vi også set mulighederne?? De to unge gamere og youtubere Marie Watson og Lasse Vestergaard tager os med på en guidet og dybt fascinerende tour ind i spillenes verden. De viser konkrete eksempler og introducerer de nyeste tendenser på gaming-området.
Gaming er ikke længere for en lille udsøgt ungdomsskare. Universet kan nå langt bredere målgrupper, end vi tror. Gaming kan bruges af alle. Også i vores branche. Det er kun fantasien, der sætter grænser.
Machinima er når computerspil smelter sammen med events, historiefortælling og fiktion. Koncerter i GTA og Fortnite for millioner af publikummer. Du kan f.eks. gå til Ariana Grande koncert inde i Fortnite og møde musikken fra League of Legend udenfor spillet. Du kan se karakterer fra spil-universer i store Netflix-serier og se fiktion blive produceret i spillet GTA. Grænserne udviskes. Mellem platforme. Mellem spil og mellem gaming og virkeligheden.
Et spil er ikke bare et spil. Hvem ved - måske kommer vi til at se gaming-løsninger i fx Den Store Bagedyst, i Melodigrandprix og i TV-avisen!
Denne session er tilrettelagt af programudvalgsmedlemmerne Katrine Bay de Klauman og Mette Mailand.