Hvordan finder man medvirkende, der ikke selv ved, at de gemmer på en god historie?
Aberdabei Film står bag succesfulde dokumentar- og reportageserier som Fræk fyr til Frede, Fanden tag kommunen, Naboen fra helvede og Hvem chikanerer Tove. I denne session tager de os med bag kulissen i arbejdet med nogle af de seneste års mest mindeværdige og originale karakterer i dansk tv.
I en ærlig samtale giver de et indblik i deres proces: hvordan de fandt deres medvirkende, og hvilke erfaringer og udfordringer der prægede processen fra første møde til færdig serie.
Sessionen er for alle, der er nysgerrige og vil inspireres af, hvordan andre har arbejdet med at bringe originale stemmer frem på skærmen.
Denne session er tilrettelagt af Lise Langmach og Rune Thorkild Kirkemann Sørensen fra programudvalget 2026.