Sessions

Sessions

FANG OG FASTHOLD - ELLER DØ

Gode førstehåndsindtryk er ikke kun forbeholdt jobsamtaler og svigerfamilie, du skal også wow’e og imponere dine seere med dit førstehåndsindtryk – ellers ser de ikke resten af dit program.

Vi slås om seerenes opmærksomhed, og dine programmers tal og succes står og falder på, om du har fanget seeren i de allerførste minutter af dit program.
Udvalget af indhold på streaming er det lækreste kolde bord, og i vores nye medievirkelighed gælder det om at være den, der har karse i den første bid med æg og rejer. Lunten er selvsagt kortest hos de yngste brugere, men tendensen er klar og kontant i alle målgrupper, og derfor er anslaget altafgørende for alle os, der laver indhold – uanset om vi laver underholdning, fakta, fiktion eller noget helt tredje. Du kæmper ikke længere kun med de storproduktionelle og detaljeorienterede TV-programmer, du slås også med internettets autonome enmandshærer.
Klara Sofie Svendsen (Chief Operating Officer) og Jan Warborg (Senior Creative) fra Splay One har erfaring med netop den unge og utålmodige målgruppe, som vi kan lære så meget af, når vi selv skal skabe stærke anslag, der fænger. Klara og Jan vil, med udgangspunkt i deres egne konkrete erfaringer og konkrete målinger, bombardere os med klip og greb – både fra non scriptede og scriptede programmer, fra forskellige platforme og afsendere, og med forskellige målgrupper for øje - som vi alle kan blive inspireret af.

Men husk: der er ingen alkymi og guldformel, men eksempler på ’best practise’ inden for programstarter, der formår at fange og fastholde seerne Og dem vil de vise.

Det er en session, der både er relevant for broadcastere på de store som små kanaler og for alle producerende inden for forskellige genrer. 

Denne session er udarbejdet af Nynne Duvå Hall og Eva Kvist fra festivalens programudvalg.