Sessions 2023

Sessions 2023

Det handler om JERES dilemmaer

Ledelses-sessionen er tilbage! Men denne gang går vi i dybden med konkrete, genkendelige problemstillinger, som branchen selv har budt ind med.

Som leder (redaktionschefer, produktionschefer, producenter) kan man føle sig usikker i ny og næ, for ofte følger der hverken stillingsbetegnelse eller facitliste med jobbet, når man bliver forfremmet. Mange famler i blinde og følger mavefornemmelsen, når man forsøger at gøre sit bedste og træffe de rigtige beslutninger i sit arbejde, men hvordan griber andre tv-folk egentlig de arbejdsmæssige udfordringer an? Det spørger Caroline Boserup et erfarent panel bestående af områdechef hos TV 2 Produktion Charlotte Deleuran, administrerende direktør hos Heartland TV Merete Mortensen og redaktionschef og tilrettelægger Michael Wichmann, når hun inviterer til Caroline og Ledelses-monopolet på Copenhagen TV Festival 2023. 

I årets session om ledelse tager vi udgangspunkt i konkrete og relevante problemstillinger og dilemmaer fra branchen. Så hvis du har ligget søvnløs om natten på grund af redaktionelle problemer, hvis du skal være leder for din tidligere studiekammerat, eller hvis du har sagt ja til en chef-stilling, men ikke føler du har værktøjerne til det, så er du ikke alene, og derfor dykker Caroline og ledelsesmonopolet ned i dilemmaer som disse, så vi sammen kan blive klogere og få gode, konkrete råd til at løse dem.

Denne session er tilrettelagt af programudvalgsmedlemmerne Maria Hee Dreyer og David Brorson Fich Billeskov samt Malene Sennels-Andersen.