Sessions 2023

Sessions 2023

Kunsten at afsløre elitens største hemmeligheder

Da dokumentaren om kostskolen Herlufsholm rullede over skærmen, sendte det chokbølger gennem hele den danske befolkning. På Copenhagen TV Festival fortæller holdet bag dokumentaren nu om det mangeårige og svære arbejde med at få cases til at stå frem, og om udfordringerne der er forbundet med at stille sig kritisk overfor den elitære magtelite.

Mere end et år efter premieren på TV2 ser vi stadig markante efterdønninger fra en af nyere tids mest sete og omtalte danske dokumentarer, Herlufsholms Hemmeligheder, som afslørede en ritualiseret overgrebskultur på den traditionsrige skole for de riges børn. Journalisterne Rikke Dyrberg og Bjarke Stender vil nu åbne op for hele deres proces med at skabe dokumentaren, hvor de gik i rette med den magtfulde elite, og blev mødt af en decideret modkampagne fra Herlufsholm og deres støtter.

Hvordan griber man det som journalist an, når man får færten af, at der på kongehusets og magtelitens foretrukne kostskole hersker en kultur med vold og overgreb? Og hvordan overtaler man Danmarks mest privilegerede unge til at medvirke, når de kan risikere deres netværk, som kan sikre deres fremtid? Dette dykker vi ned i på Copenhagen TV Festival, når Bjarke og Rikke fortæller om det store arbejde bag dokumentaren. Hør også, hvordan de håndterede den magtfulde elites modkampagne, og alle tankerne bag formidlingen - for hvordan skaber man en effektfuld og afslørende fortælling uden at gå på kompromis med journalistisk-etiske principper?

Denne session er tilrettelagt af programudvalgsmedlemmerne Nynne Duvå Hall & Katrine Seidelin. 

Fotocredit: TV 2