Flere og flere får deres nyheder gennem sociale medier, podcasts og digitale platforme, og en ny type afsender er vokset frem: nyhedsinfluenceren.
Enkeltpersoner, der ikke nødvendigvis har en journalistisk baggrund, kan i dag nå ud til flere mennesker end traditionelle medier og være med til at sætte dagsordenen for, hvad der diskuteres, deles og forstås som vigtigt. Særligt Generation Z følger nyhedsinfluencere tæt og knytter relationer til dem på tværs af platforme.
Men hvem er nyhedsinfluencerne egentlig? Hvor mange lytter til dem? Og hvordan påvirker de fremtidens medievaner?
I denne session giver medieanalytiker Camilla Mehlsen et indblik i nyhedsinfluencernes voksende rolle i den digitale opmærksomhedsøkonomi og undersøger hvordan de ændrer brugernes medievaner, udfordrer etablerede nyhedsmedier og skaber nye formater, fællesskaber og forretningsmodeller.
Har nyhedsinfluencerne knækket koden til en mere demokratisk måde at formidle nyheder på – eller udfordrer de de institutioner, der traditionelt har forvaltet den offentlige samtale?
En session for alle, der er nysgerrige på nyheder, faktaformidling og publikumsrelationer i en tid, hvor opmærksomheden flytter sig.
Denne session er tilrettelagt af Mille Holkenfeldt og Stefan Le Quellec fra programudvalget 2026.